For mange mennesker kommer overbelastning snigende. Først som travlhed, så som uro, derefter som træthed, der ikke går væk. Man begynder at glemme ting, mister lysten til sociale aftaler, og selv små beslutninger føles tunge. Kroppen råber på pause, men sindet svarer: “Bare lige lidt endnu.”

Som psykolog møder jeg ofte mennesker, der først reagerer, når de ikke længere kan holde sammen på dagligdagen. De beskriver det som at køre med høj fart uden at kunne finde bremsen. Overbelastning opstår, når vi gennem længere tid bruger mere energi, end vi får tilbage – og det gælder både fysisk, mentalt og følelsesmæssigt.

I starten kan det føles som succes: man får tingene gjort, er effektiv, anerkendt og vigtig. Men under overfladen slides nervesystemet. Kroppen bliver overophedet af stresshormoner, og langsomt mister man evnen til at restituere. Selv i weekenden kan det være svært at slappe af – for kroppen har glemt, hvordan man gør.

Arbejdet med overbelastning handler ikke kun om at få ro, men om at genlære balancen mellem aktivitet og hvile. I terapien undersøger vi, hvorfor det føles så svært at stoppe op. Mange opdager, at de har lært, at hvile skal fortjenes – at det kun er okay at slappe af, når alt andet er ordnet. Den tanke gør restitution næsten umulig.

En vigtig del af processen er at genopbygge tilliden til kroppen. Kroppen er ikke et redskab, men en partner, der prøver at samarbejde. Når man begynder at lytte til dens signaler, kan man langsomt finde rytmen igen. Søvn, pauser, mad og bevægelse bliver ikke længere luksus, men nødvendige elementer i heling.

Overbelastning handler sjældent om manglende styrke – det handler om manglende balance. Mange af de mest dedikerede, ansvarlige og omsorgsfulde mennesker rammes, fordi de glemmer at vende den omsorg mod sig selv.

At genvinde energi kræver tålmodighed. Man kan ikke presse sig ud af overbelastning, kun restituere sig fri af den. Når man lærer at give slip, opstår der en ny form for styrke – en, der bygger på selvrespekt frem for udholdenhed.

Det kan føles uvant at stoppe, men ofte er det dér, forandringen begynder. Når man endelig tør standse, mærker man ikke bare trætheden – man mærker også livet igen.